På en fredelig vej i Hjørring har I mulighed for at overtage dette veldisponerede etplansvilla, som ligger hævet over vejen. Husets nuværende rumfordeling giver jer nemlig fire værelser, et badeværelse, en nydelig stue, et køkken og et bryggers. Det vil være let for jer at ændre planløsningen alt efter jeres behov, eksempelvis ved at åbne op mellem køkken og stue. Dertil kommer den hyggelige have, som ligger bag en hæk.
Huset fra 1974 står flot ud til vejen med gule mursten, mahognivinduer og døre fra 2003, zinktagrender samt et eternittag fra 2012. Ejendommen er desuden tilsluttet fjernvarme.
Hjemmet har et hyggeligt interiør med parketgulv i alle rum ud over bryggers, køkken og badeværelse samt originale trædøre. Stuen kommer til at danne ramme om mange selskaber, og i hverdagen vil familien samles her, uanset om det er ved langbordet eller i sofagruppen. Der strømmer et rigt lysindfald ind gennem de vestvendte vinduer på tværs af rummet. Tæt herved ligger køkkenet, som er godt udnyttet og har bryggerset i forlængelse her af.
I soveafsnittet er der fire værelser, som alle har indbygget skabsplads. I forældresoveværelset er det i form af et walk-in-closet, mens de øvrige har charmerende, faste skabe. I værelsesafdelingen er der desuden et badeværelse med en dobbelt håndvask og et badekar.
Fra stuen er der udgang til en stor terrasse, som solen skinner på fra middag til sen aften. Her kan I sidde helt ugeneret og privat, da haven er indrammet af en høj hæk. I har også glæde af en anseelig græsplæne samt en carport med et skur.
I bosætter jer på en lukket vej i Hjørring, som ligger tæt på dagtilbud, mens de større børn hurtigt kan cykle til Bagterp Skolen. Indkøb finder I blot to kilometer væk, mens også Hjørring centrum har masser at byde på.