Nu kan I overtage denne charmerende villa i Vrå, der byder på en renoveret førstesal og et stueplan med to værelser og en lys stue. I kan samtidig se frem til den skønne baghave, og så bor I bekvemt tæt på alt til hverdag og fritid.
Ejendommen ligger nemlig centralt og fredeligt i byen, der indeholder flere supermarkeder, daginstitution og skole til glæde i hverdagen. Samtidig har byen bibliotek, apotek og brillemager, ligesom fritiden kan fyldes med aktiviteter i sportshallen. Man har tilmed planer om at opføre en svømmehal, men ellers kan I blot køre et kvarter til stemningsfulde Løkken, hvor I kan nyde Vesterhavet. Vrå har desuden togstation, og bilen når motorvejen på godt fem minutter.
Tilbage på adressen finder I jeres kommende hjem på en nem og overskuelig grund, der virkelig frister med sin lukkede baghave. Her får I en skøn krog på terrassen, og med den fine plæne er der plads til en omgang kongespil efter grillmiddagen.
I starter med at træde ind i vinkelkøkkenet, der har et klassisk udtryk med træbordplade og plads til et spisebord, hvor I kan mødes om morgenkaffen. Videre kommer stuen, og takket være en bred række vinduer kan I se frem til et skønt lysindfald. Det ene værelse ligger ved stuen, mens det andet tilgås fra entréen, som desuden har vaskemaskine.
Etagen afsluttes af et badeværelse med bruseniche, inden I træder op på første sal. Denne er lavet i 2013 og fremtræder derfor lys og indbydende med en god portion charme fra de fritlagte bjælker. Der er kort sagt tale om en dejlig stue, hvor I vil elske at samles.