Denne fine landejendom er placeret i smukke og ugenerede omgivelser to kilometer fra Hjørring. Her får I ud over et komplet istandsat stuehus også to store staldbygninger og en lade. Det renoverede stuehus byder på en imponerende planløsning, der er ideel for en familie, med seks værelser, to stuer, et køkken og en smuk hall foruden to badeværelser.
Stuehuset er i 2013 renoveret, hvilket sikrer jer en lys indretning med flotte detaljer holdt i original stil. Ved ankomst tager hallen imod jer, som har en imponerende loftshøjde på over fem meter med kig til første sals repos og de fritlagte spær. Herfra går I videre ind i den store spisestue, der ligger midt mellem dagligstuen og køkkenet. Der er åben forbindelse hele vejen igennem de tre rum med gennemgående egetræsgulve, hvilket giver jer fantastiske rammer for nærvær og tid med hinanden. Køkkenet fremstår med sorte elementer og en køkkenø, hvor madlavningen får fine vilkår.
Videre på stueetagen er der et badeværelse med sorte, kvadratiske fliser. Hertil er der to værelser. De resterende fire værelser findes på første sal. De byder alle på gode størrelser samt loft til kip. Badeværelset heroppe er i samme stil som det i stueetagen. Kælderen er indrettet som husets vaskerum med en selvstændig udgang. Derudover er der depotrum og teknikrum.
Når sommeren står for døren, kan I nyde solens stråler i den skønne have mod vest. I 2023 blev der anlagt fine rammer omkring terrassen, ligesom en prydhave blev til. De to staldbygninger og laden har også fået en udvendig renovering
Med bølgende marklandskaber som nærmeste nabo får I en fredelig base her på adressen. Samtidig er der cykelafstand til indkøb, fritidsaktiviteter og Bagterp Skole. I får ydermere omtrent to kilometer til Hjørring samt nem adgang til motorvejen.