Bettevej 22, Tversted, 9881 Bindslev

Mulighedsrig landejendom ved Tversted

Lidt udenfor Tversted og nogle kilometer nord for Bindslev møder I denne landejendom, der foruden en dejlig beliggenhed i smukke naturrige omgivelser også byder på masser af muligheder i kraft af den store grund og udbygningerne. Villaen er velindrettet, og dertil kommer en separat bolig i annekset. Velkommen til.

Adressen hedder Bettevej 22, og fra jeres kommende bopæl kan I se frem til korte afstande til alt det, I har brug for. I Bindslev finder I vuggestue, børnehave, gode indkøbsmuligheder samt skole til og med 6. klasse, derefter skal I til Sindal Skole, hvor der naturligvis kører skolebusser og rutebusser til. Det skal desuden bemærkes, at I er tæt på kysten ved Tannis Bugt, ligesom lokalområdet byder på enorme skovområder og flot natur.

Ejendommen blev oprindeligt opført i år 1900, og i tillæg til det løbende vedligehold er der også i 2016 installeret en luft-til-vand-varmepumpe. Stuehuset udfolder sig over 160 kvadratmeter, der centrerer sig omkring det store opholdsrum i den østlige ende. Her er stue og køkken arrangeret i et, og da loftet er ført til kip, er der etableret to hyggelige hemse.

Den østlige del af boligen er desuden forsynet med et badeværelse og et regulært værelse, mens den vestlige del, som kan fungere separat, indeholder køkken-alrum og stue to værelser og et badeværelse ved entréen.

Grunden er på lige knap to hektar, og det meste heraf er udlagt til græs. Mulighederne for alskens pladskrævende hobbyer, herunder også dyrehold, er altså ganske gode, og de understøttes videre af udbygningen med den forhenværende lade og stald, som i dag bruges til opbevaring. Slutteligt står endnu en bolig på grunden. Denne består af tre værelser, et badeværelse og et stort køkken-alrum.