"Stald Nordkap" - multianvendelig lystejendom med B&B
Lige nu kan I erhverve jer denne mulighedsrige ejendom i Tversted, som ligger i naturskønne omgivelser kun 800 meter fra vandet. Ejendommen drives lige nu som hesteejendom og råder over 12,3 hektar jord. Dog er det muligt at erhverve den som enten landejendom med al jorden til eller som nedlagt landbrug med knap to hektar jord til, alt efter hvad I har behov for.
Den store staldbygning huser et væld af hestebokse, mens der i den anden og renoverede fløj med gulvvarme er indrettet syv indbydende værelser, et spisekøkken og to badeværelser, der med fordel kan anvendes som Bed & Breakfast eller noget andet liberalt erhverv.
Stuehuset præsenterer sig velholdt med 160 funktionelle kvadratmeter, og I kan derfor se frem til en rigtig god planløsning til den store familie. I stueetagen får I et stort køkken-alrum med masser af plads til madlavning og gode stunder sammen som familie. Endvidere er der en lys og indbydende stue med brændeovn, mens I også finder tre gode værelser i varierende størrelser, et badeværelse med spabad og et praktisk bryggers med egen indgang. På første sal møder I en imponerende opholdsstue med loft til kip og fritlagte bjælker, som understreger den charmerende atmosfære. Hertil kommer et tekøkken, endnu et værelse og et badeværelse med brus.
Udearealerne giver børnene masser af plads at boltre sig på, og I kan hertil nyde en kop kaffe på den sydvendte terrasse. De mange hestefolde breder sig endvidere rundt på grunden.
I bosætter jer i fredelige og landlige omgivelser, og med under én kilometers afstand til stranden og byen med butikker, skole, daginstitutioner og indkøb, får I det bedste af begge verdener her på adressen.
Vil I se mere? Kontakt os for en fremvisning allerede i dag.