I Lønstrup finder I dette super velholdte og hyggelige sommerhus med stue og køkken ud i ét, to værelser samt et dejligt badeværelse. Huset er beliggende med gåafstand til alle de centrale ting i byen såsom spisesteder, caféer, indkøbsmuligheder, biograf og andet. Det er et populært og velbesøgt sommerhusområde med kort afstand til en god badestrand, som I kan gå til på fem minutter. Der er gode udflugtsdestinationer ved Løkken og Skagen samt hele Nordjylland, som gemmer på meget flot natur og gode oplevelser.
Omkring huset er der flere skønne terrassearealer, så I altid kan finde en solplet med læ og nyde den dejlige udsigt over de frie arealer og det rekreative område bag huset. Haven er åben og solrig og rummer et skur, ligesom der er integreret et redskabsskur i sommerhuset.
Huset er fra 1986 og har været igennem en større renovering i 2004, hvor blandt andet beklædning indvendigt og udvendigt blev skiftet. Der er desuden kommet nyt eternittag på i 2008.
Fællesarealet er køkken og stue i åben forbindelse. Køkkenet står pænt med lyse fronter og god opbevaring i overskabe og underskabe. Her er lagt et praktisk gulv langs køkkenbordet, mens resten af stuen har gulvtæppe. Stueområdet har plads til både spisebordet og sofagruppen, og I får høje vinduespartier mod terrassen, der giver et skønt lysindfald.
Dernæst finder I et flot og rummeligt badeværelse med gulvvarme, en glasafskærmet bruseniche og plads til at opsætte vaskemaskine og tørretumbler. Til sidst er der to gode værelser.
Sommerhuset er tilmeldt udlejning igennem Novasol.