Borrisholtvej 45, 9800 Hjørring

Naturskønt landsted med mulighed for dyrehold

På Borrisholtvej 45 ved Astrup har I netop nu alletiders chance for at erhverve jer denne landejendom, som byder på et velholdt stuehus på 124 veludnyttede kvadratmeter, anvendelige udbygninger samt 1,1 hektar jord med mulighed for dyrehold.

I bosætter jer i naturskønne omgivelser, mens Astrup by kendetegnes af et dejligt sammenhold samt en god friskole, daginstitution og idrætshal. I Sindal finder I indkøb og svømmehal, og der er heller ikke langt til hverken Hjørring eller motorvejen.

Ejendommen er opført i 1945, og seneste moderniseringer tæller blandt andet et Vølund-pillefyr fra 2013 samt nyrenoveret vandboring i 2018. Inden døre kan I se frem til rustikke vægge og lofter med synlige bjælker samt en fin akustik.

Stueplanet råder over et bryggers med plads til vaskefaciliteter, et værelse samt et badeværelse med bruseniche og en speciel, mønstret håndvask. Gulvvarmen breder sig fra gangen til badeværelset og videre til landkøkkenet, hvis funktionelle elementer er toppet af en bordplade i bøgetræ. Etagen fuldendes af en hyggelig stue med brændeovn og forbindelse til den pragtfulde udestue. På førstesalen venter endnu en stue samt tre indretningsvenlige værelser, der kan benyttes som børneværelser, kontor eller hobbyrum alt efter jeres ønsker og behov.

Udendørs får I fornøjelsen af en flisebelagt gårdsplads, to carporte samt brændeopbevaring. Dertil kommer laden med to bokse til heste, får eller kødkvæg, som ligeledes kan opholde sig i skuret ved indhegningen.

Den smukke have prydes af varierende beplantning i forskellige niveauer med tilhørende hyggekroge, drivhus og terrassemiljøer. På grunden har I ydermere egen sø samt et rigt fugleliv og dyrevildt.

Skal dette være jeres nye hjem? Så kontakt os allerede i dag for at bestille en fremvisning.