Charmerende og velholdt landejendom i ugenerede omgivelser
Vil I gerne bo i smukke, ugenerede omgivelser for enden af en grusvej og omgivet af kornmarker? I så fald bør I se nærmere på denne nedlagte landejendom nær Sønderskov og hovedvejen til Hjørring og Frederikshavn. Her får I de bedste rammer for familien, ligesom der er plads til, at håndværkeren kan have sin base her, da der er en stor udhusbygning til formålet. Mulighederne er mange på Hjørringvej 391, mens hverdagens nødvendigheder findes i Hjørring og Sindal.
Allerede ved ankomst til den nydelige, solgule ejendom fra år 1900 fornemmer I den rolige idyl ledsaget af fuglefløjt. Den brede indkørsel munder ud i gårdspladsen og udhusbygningen med en hvid alu-port, som åbner til garagen med rum til flere biler og adgang til værksted, kontor og lade.
Hele ejendommen er løbende vedligeholdt og har gennemgået et væld af forbedringer. Blandt andet blev vinduerne udskiftet i 2013, træpillefyret er fra 2014, og i 2019 er der installeret fibernet. Af andre nævneværdige tilføjelser kan fremhæves IHC-anlæg, varmepumpe fra Nilan, omlægning af terrassen og at badeværelset er istandsat og opdateret med spabad.
Bevæger I jer indenfor til stuehuset, møder I 164 m2 i ét plan, hvor det er tydeligt, at der er passet godt på hjemmet i årenes løb. Der er ensartede gulve og lofter med fritlagte bjælker, mens der hersker en hyggelig stemning, og I nemt finder jer til rette. Boligen indeholder en soveafdeling med fire værelser og det store badeværelse med en muret bruseniche og spa. Her er også et gæstetoilet og et praktisk vaskerum, mens resten af boligen er dedikeret til den rummelige, vinkelformede stue med en buet åbning til det dejlige spisekøkken. Bemærk at 1. salen forholdsvis nemt kan inddrages til bolig.
Udenfor venter jer en grund på hele 3.757 m2, som giver jer fine terrasser og en parklignende have, hvor det ikke er uvant at rådyr, fasaner og harer lægger vejen forbi.