Lundtoftevej 39, 9800 Hjørring

Flot og velholdt villa centralt i Hjørring

Kom og se denne villa på Lundtoftevej 39, som er et lyst og velholdt hjem fra 1961, ideelt placeret med nem adgang til indkøb, institutioner og grønne områder. Huset har en god planløsning, en rummelig bolig på 142 kvadratmeter og en grund på 1.004 kvadratmeter.

Villaen fremstår i god stand og byder på flere opdateringer de seneste år, herunder en renovering i 2022 af bryggers og badeværelse med gulvvarme, hulmursisolering og udskiftning af flere vinduer samt hoveddøren. Tilbygningen fra 2000 er beklædt med cedertræ, hvilket giver et flot og moderne udseende.

Køkken-alrummet er hjemmets hjerte og samlingspunkt, hvor der er plads til både madlavning og hyggelige stunder med familien. Et par trin op finder I stuen, som imponerer med loft til kip og store vinduespartier, der giver et dejligt lysindfald. Her er der en skydedør, som åbner op til træterrassen, hvor I kan nyde solskinstimerne. Hjemmet rummer hele fire gode værelser, og det lækre badeværelse er indrettet med en muret bruseniche, og det er ligesom det store bryggers renoveret inden for de seneste år.

Udenfor finder I en dejlig have med flere hyggekroge og områder, som er anlagt efter "vild med vilje"-princippet. Den store sydvestvendte terrasse er ideel til grill og afslapning, mens morgenterrassen mod øst er perfekt til at nyde dagens første kop kaffe. Boligen har en integreret garage og flotte stenbelægninger, der gør det nemt at holde udenomsarealerne pæne.

I bosætter jer yderst centralt i Hjørring med få skridt til indkøb, pasningstilbud og sygehus, mens afstanden til Hjørring Station og Sydøstskolen hurtigt tilbagelægges på cykel. Holder I af gåture i det fri, kan I desuden snildt spadsere til Bagterp Plantage, og for pendleren er det værd at bemærke, at motorvejen er lettilgængelig.