Enghavevej 10, 9760 Vrå

Rummelig murermestervilla i Vrå med plads til hele familien

Enghavevej 10 er adressen på denne skønne villa, som med sin klassiske rødstensfacade, halvvalmede tag samt hvide vinduer og gesims præsenterer sig flot. Der er en garage ved siden af den flisebelagte indkørsel, og indenfor kan I glæde jer til 227 etagemeter fordelt på tre etager, samt flere originale detaljer fra husets opførelse i 1917.

I stueetagen finder I de lyse og indbydende opholdsrum. Køkkenet er velindrettet og der er en åben forbindelse med spisestuen samt ind til de to stuer en-suite, som I hurtigt kan indrette med forskellige afdelinger, ligesom der også er smukke gerichter over dørene og det oprindelige plankegulv i de fleste rum på denne etage. Stueetagen har herudover et gæstetoilet samt en stor udestue fra 2019.

På første sal ligger der et soveværelse med et tilstødende walk-in-closet samt to yderligere værelser, der kan indrettes til store såvel som små, samt et badeværelse med bruseniche.

Vaskerummet er placeret i kælderen og har herudover tre disponible rum, hvoraf de to største kan danne rammer om mange forskellige formål.

Fra udestuen kommer I direkte ud i den ugenerede og parklignende have, som har smuk beplantning og blandt andet er anlagt med højbede, flere terrasseområder og detaljer, som I kan opdage i fællesskab.

Bosætter I jer her, får I et hjem, hvor der er et godt nabofællesskab samt en fin beliggenhed i byen. Der er grønne rekreative områder lige ovre på den anden side af hækken, og både indkøb samt Vrå Station kan I gå til på få minutter. Skole og daginstitution er også tæt på med cirka en kilometer hertil fra hoveddøren.