Rummelig villa i familievenligt område centralt i Hirtshals
Nær Hirtshals midtby inviteres I indenfor i denne veludnyttede familievilla, der ligger tæt på naturen og hverdagens bekvemmeligheder. Foruden den gode beliggenhed på en blind vej i et roligt villakvarter kan I glæde jer til en lys og indbydende planløsning foruden en dejlig, lukket gårdhave med sol hele dagen.
På adressen møder I en nydelig ejendom fra 1975, der løbende er vedligeholdt. Blandt andet er der skiftet gavle, udhæng samt vinduer på førstesalen og totalmalet flere steder både inde og ude. Der venter jer derfor en yderst velholdt bolig i særdeles pæn stand.
Boligens hjerte består af et køkken-alrum og en stue. I køkkenet er der rigelig skabsopbevaring, og det er samtidig så godt passet på, at I snildt vil kunne bruge det i flere år endnu. I alrummet kan I placere spisebordet nær brændeovnen, mens stuen kan indrettes med en komfortabel sofagruppe. Stueetagen afrundes af et bryggers og et badeværelse.
På førstesalen har I tre fine værelser, der let kan indrettes efter behov. Derudover råder etagen over et toilet og en møblerbar repos, hvor I vil kunne etablere kontor eller multirum.
Udenfor vil I sætte pris på den velafskærmede, nemme have med en græsplæne til leg såvel som boldspil. Det skønne gårdhavemiljø mod sydvest giver jer en dejlig ramme om afslappende stunder i solen. Til huset hører der også en carport samt et stort, muret værksted.
Adressen placerer jer i et kvarter med lukkede stisystemer og få hundrede meter til Nejst Plantages naturskønne omgivelser. I får gåafstand til indkøb, sportsfaciliteter og bussen, mens cyklen på ingen tid tager jer til pasningstilbud, skole og Lilleheden Station. Endelig er der kort afstand til stranden og havnen, ligesom I får nem adgang til motorvejen.