Tønsbergvej 3, 9800 Hjørring

Veldisponeret etplansvilla på solrig grund i Hjørring

På en blind vej tæt på stisystemer og grønne områder i Hjørring finder I denne etplansvilla med en veldisponeret planløsning. I kan derfor se frem til fire værelser, lyse opholdsmiljøer samt et badeværelse og et gæstetoilet. Ude venter en dejlig, solrig have. Velkommen til.

Jeres nye hjem er placeret i et roligt kvarter med en god skolevej til skole og idrætshal. Der er under én kilometer til daginstitution, indkøbsmuligheder og Teglgårdsvej Station, mens midtbyen kan nås på en kort cykeltur. Samtidig er I tæt på grønne områder med stier og en sø, når I vil ud i naturen.

Huset præsenterer sig i fin, velholdt stand, hvor vinduerne er skiftet omkring 1996/1997, og så er badeværelset og gæstetoilettet, der begge har gulvvarme, renoveret i 2005. Ét af hjerterummene udfolder sig i den indretningsvenlige stue, der modtager et herligt lysindfald gennem de sydøstvendte vinduespartier og terrassedøren, som forbinder ude og inde. Det tilstødende køkken fremstår i velholdt stand og har plads til et rundt spisebord, og i forlængelse finder I det praktiske bryggers med et indgangsparti. Den resterende del af huset råder over fire værelser, hvor I kan arrangere alt fra soveværelser til kontorer og hobbyrum.

Om sommeren har I flere terrasser, hvor I kan slappe af og flytte rundt alt efter solens bane. Der er generelt masser af plads udenfor på de 1.297 m2 til børneleg eller højbede, hvis I har grønne fingre. På grunden har I tilmed to carporte, hvor der fra det ene er adgang til et værksted.