Fantastisk dobbelthus med børnevenlig placering i Løkken
Længes I efter et roligt familieliv i Løkken ved Vesterhavet? Så se denne skønne kvalitetsbolig, der fremtræder moderniseret og flot med 166 m2 i halvandet plan med lyse opholdsmiljøer, lækre materialevalg og en herlig terrasse.
Der er tale om et halvt dobbelthus fra 2010, hvor I er forbundet til naboen via carporten med et tilstødende skur. Husets røde tegltag og solgule facade, der blev malet i 2019, fremstår velholdt og tager godt imod jer. Indenfor fortsætter det indbydende udtryk, og her er der skabt en gennemgående rød tråd med smukke gulve med gulvvarme i underetagen og hvide JKE-elementer, der går igen i køkken, bryggers og på begge badeværelser.
Stueplan er desuden fordelagtigt indrettet med køkken og stue i ét, hvor det åbne trapperum til førstesalen skaber loft til kip og et behageligt lysindfald fra ovenlysvinduet. Det nydelige køkken er opført i en U-form og er udstyret med et eksklusivt AEG-amerikaner køle-fryseskab, der både har ismaskine og Sodastream-funktion. Stuen er super rummelig med plads til både spiseafdeling og sofaarrangement.
Ligeledes i stueetagen finder I et praktisk bryggers, to værelser med indbyggede skabe og et badeværelse. På førstesalen fører den store repos til yderligere to værelser, hvoraf det ene har walk-in-closet. Der er også et fortrinligt badeværelse med badekar og brusekabine.
Udenfor venter jer en mindre og indhegnet græsplæne samt en sydvendt fliseterrasse med et læhegn fra 2014. Bosætter I jer her, bliver I desuden en del af en sund grundejerforening med et godt sammenhold og socialt samvær.
Husets beliggenhed er ideel for børnefamilier, da I har adgang til en legeplads lige ved siden af boligen. Dernæst får I Løkken Skole, daginstitution og sportsfaciliteter inden for kort afstand, ligesom en mindre gåtur bringer jer forbi indkøbsmuligheder, Løkken centrum samt Vesterhavets brusende bølger og badestrand.