Landejendom m. 14,3 ha jord - ca. 50.000 kr. i årligt støtte!
Nær Horne møder I denne charmerende landejendom i naturskønne omgivelser. Nærmest ligegyldigt hvor I placerer jer på grunden, kan I glæde jer over udsigten til åben himmel, langstrakte vidder og et smukt varieret og kuperet terræn. Samtidig befinder I jer blot få kilometer fra Horne og Hirtshals, der byder på indkøb, skole og daginstitution.
Med nøglerne til Engbjergvej 8 får I ikke kun en dejlig beliggenhed, men også et nydeligt stuehus og et rummeligt maskinhus fra 1997. Her venter jer ligeledes 14,4 hektar jord, der ligger omkring ejendommen. De 12 hektar er EU-støtteberettiget og godkendt til økologisk drift, hvoraf de 9 hektar er græsmarker, og de 3 hektar er eng og overdrev med et varieret plante- og dyreliv. Grunden har desuden gode jagtforhold med meget råvildt, og alle marker er indhegnet, så I kan holde heste eller kvæg. Som en behagelig overraskelse har I fra markerne udsyn til solnedgangen over Vesterhavet.
Stuehuset er opført i 1913 og gemmer på 116 m2 fordelt over halvandet plan. Inde såvel som ude emmer huset af en hyggelig atmosfære, og I fornemmer tydeligt, hvordan alt er løbende vedligeholdt og passet på gennem årene. Boligen har derudover indlagt bredbånd, et godkendt spildevandsanlæg og forsynes med vand fra vandværket.
Hjemmet udfolder sig på fineste vis fra entréen i stueplan og gemmer på fritlagte loftbjælker og masser af stemning. Etagen indeholder et værelse, brusebadeværelse og det tidløse køkken i åben forbindelse med vinkelstuen, hvor brændeovnen luner i den kolde årstid. Trappen i stuen fører jer op til førstesalen, der råder over yderligere fire værelser.
De lune måneder tilbringes på havens store træterrasse, der er jeres oase, hvor roen kun afbrydes af fuglefløjt. Terrassen omgives af et frodigt drivhus, blomsterkasser og med direkte udgang til græsplænen.
Book en fremvisning og oplev huset og i særdeleshed naturen for jer selv.