Sandvejen 8, Asdal, 9850 Hirtshals

Dejligt poolsommerhus tæt på Kjul strand

Med sommerhus på Sandvejen 8 kan I se frem til at tilbringe jeres næste mange ferier i skønne omgivelser. Her får I et velholdt sommerhus med pool og en spændende arkitektur, som samtidig er placeret i et roligt område omkranset af natur.

Sommerhuset ligger med kort afstand til Kjul Strand med blot tre minutters gåtur til det blå hav ved en af Vestkystens (nordvestkysten) meget børnevenlige badestrande, hvor børnene rigtig kan boltre sig. Dertil har I smukke naturområder lige i nærmiljøet, hvor I blandt andet finder gode vandre- og cykelruter i Lilleheden og Uggerby Klitplantage. En cykeltur på ca. 10 minutter fører jer desuden til Hirtshals Golfklub eller ind til Hirtshals by med både indkøb og kulturelle tilbud f.eks. Nordsø Oceanarium.

Tilbage på den 1.263 m2 store grund venter jer en fantastisk, skovbevokset grund med dejlige læforhold, der lader jer nyde feriens ro og afslapning ganske uforstyrret. Her får I en sand ferieoase, hvor I ofte kan høre havets bølger, mens I soler jer på de skønne terrasser med sol hele dagen, alt efter hvor I placerer jer.

Inden døre kan I se frem til et funktionelt indrettet sommerhus med ægte sommerhusstemning og god akustik, hvor soveafdelingen er adskilt fra poolområdet og opholdsmiljøet. Med 132 m2 fordelt på fire værelser, to badeværelser, et rummeligt opholdsrum med stue og køkken samt et poolmiljø er der således masser af plads til hele familien. Sommerhuset er løbende blevet istandsat og har blandt andet fået udskiftet stuegulv i 2018 samt poolliner i bassin i 2019 og opsat el-ladestander i 2022.

Sommerhuset har tidligere været tilmeldt sommerhusudlejning igennem NOVASOL, hvor lejeindtægten for de seneste to år var følgende:
År 2022 udlejning (22 uger): kr. 150.433 til ejer ekskl. forbrugsindtægter - sælger havde 'ejerspærret' resten af kalenderåret.
År 2023 udlejning (10 uger): kr. 96.557 til ejer ekskl. forbrugsindtægter - sælger havde 'ejerspærret' resten af kalenderåret.